På Basen Nord dagbehandling og STU har man erfaret, at nogle af eleverne på afdelingen kan blive overstimulerede, under den fælles frokost i kantinen. For at imødegå elevernes udfordringer, har man derfor etableret et sansereducerende spiserum, hvor man kan spise sin frokost uden at blive eksponeret for forstyrrende elementer.
Skolens souschef, Christina Holte Nielsen, står bag etableringen af spiserummet, og deler her ud af sin store viden om spiseforstyrrelser og autisme.
Overstimulering af sanserne kan gøre måltidet til en ubehagelig oplevelse
På Basen spiser alle elever og undervisere frokost sammen hver dag. På Basen Nord betyder det at ca. 50 mennesker samles om bordene i kantinen, til den daglige frokost. Der er således mange forskellige ting at forholde sig til sansemæssigt: lyde, lugtene fra madbuffeten, forskellige smage og konsistenser, og samtidig er der det sociale samspil omkring de enkelte borde, som man også skal forholde sig til.
For nogle af eleverne på Basen, kan det være for stor en udfordring sansemæssigt. Det bliver utrygt for dem at være i, og det kan være vanskeligt at spise sin mad, når man samtidig skal forholde sig til så mange andre ting. For disse elever kan det være en hjælp, at alle de forstyrrende elementer omkring spisningen fjernes for en periode, så kun få sanser stimuleres ad gangen. Derfor har man på Basen Nord etableret et sansereducerende spiserum. Et rum hvor man kan spise i ro, sammen med én underviser og enkelte andre elever. Her kan man sidde trygt, uden at blive forstyrret af personer der kommer og går, og man kan sidde afskærmet, hvis man har behov for det. Rummet er indrettet med henblik på at bringe sanseindtrykkene i ro, så de elever der har behov for det, kan arbejde med deres spisning i et trygt miljø.
Et sansereducerende spiserum sænker stressniveauet og giver overskud
”Når man har autisme, er ens sansesystem meget veludviklet. Man kan derfor sanse lyde, lugte, smage og konsistenser meget stærkt. For mange af vores elever med autisme, som også udvikler en spiseforstyrrelse, handler det bl.a. om at de er udfordrede sansemæssigt. Der er simpelthen for mange sanser der bliver stimuleret på én gang. Nogle elever kan sanse maden så stærkt, at de får helt væmmelse ved den. Det er selvfølgelig svært at være i sådan en situation, og så kan det være rart at have mulighed for, at sætte sig ind i et rum, hvor man fx ikke også skal forholde sig til madlugten og lydene, der kommer fra køkkenet i kantinen,” Fortæller Christina.
Det sansereducerende spiserum anvendes primært af elever med autisme, som også har en spiseforstyrrelse, men har en god effekt på alle elever, som har behov for stressreducering. Nye elever kan ofte være meget belastede, når de starter op på Basen. I disse tilfælde er det vigtigt at de bliver stressreducerede, og mødt med krav der ikke er større end at de kan honoreres af eleven. Før man kan begynde at arbejde med disse elevers udvikling, er det nødvendigt at de føler sig trygge på Basen, og for nogle kan det at skulle spise på skolen fylde så meget, at man føler sig nødsaget til at tage hjem, når de andre går til frokost.
”Det sansereducerende spiserum fungerer stressreducerende for disse elever, og giver dem overskud til at blive til undervisningen efter frokosten. De er måske ikke helt trygge ved at spise frokost i kantinen, sammen med alle de andre elever. Men når de får mulighed for at indtage frokosten i det sansereducerende rum, hvor man ikke skal forholde sig til særligt mange andre ting, finder de ud af, at de alligevel godt kan blive på skolen under frokosten, og være i spisningen. Herefter kan man langsomt begynde at eksponere eleverne for det der er svært. Men det første skridt er bare at blive i stand til, at spise på skolen,” forklarer Christina.
Når sansemæssigt ubehag fører til en spiseforstyrrelse
For mange af Basens elever som har autisme i kombination med en spiseforstyrrelse, handler det altså ofte om at sanserne bliver overstimulerede. Der kommer forskellige dufte fra maden, og maden kan have mange forskellige farver og konsistenser, som sanses så stærkt af eleven, at det kan opleves ubehageligt. Dette kan på sigt medføre et rigidt mønster omkring spisning hos den enkelte, som kan gøre det meget svært at spise. Mønsteret kan eksempelvis vise sig ved, at man kun kan spise mad der har en bestemt farve, eller mad der er vegansk, eller måske kan man ikke spise mad der knaser.
Mange af disse elever opbygger langsomt en strategi, der handler om at undgå ting, der er forbundet med sansemæssigt ubehagelige oplevelser. Over tid kan dette føre til en så stor afgrænsning af det man kan spise, at barnet eller den unge nærmest ingenting spiser, og der er blevet tale om en decideret spiseforstyrrelse.
Ved en ordinær spiseforstyrrelse, ser man ofte at spiseforstyrrelsen anvendes som en overlevelsesstrategi, som en metode til at få det bedre eller til at blive accepteret i verden. Spiseforstyrrelsen har således et mål. Måske er det et mål om at blive tyndere, hvilket viser sin effekt når verden begynder at reagere på, at man har tabt sig.
For børn og unge med autisme, som også har en spiseforstyrrelse, viser spiseforstyrrelsen sig ofte anderledes. For disse børn og unge handler det nemlig ofte om, at der er noget ved maden der er så sansemæssigt forstyrrende, at man undlader at spise det. Men den forstyrrede spisning kan også være bundet op på irrationelle tanker. Fx tanker om, at man risikerer at dø, hvis man spiser nogle bestemte madvarer. I disse tilfælde, vil man arbejde med at ændre elevens tankemønstre.
”Jeg siger nogle gange, at vi skal træne vores tanker, lige som en muskel. Så skal vi træne tankerne i at fokusere på noget andet, end på at det er farligt og ubehageligt at spise, og i stedet flytte fokus over på at spisning er en måde hvorpå vi kan være i verden, og hvor vi får vores energi til at klare skoledagen. Eller vi kan flytte fokus til det sociale, det hyggelige ved at sidde og have nogle samtaler omkring måltidet,” forklarer Christina.
Eksponeringsarbejdet skal brydes ned i mundrette bidder
”Når vi arbejder med en elevs spiseforstyrrelse, gør vi bl.a. brug af langsom og gradvis eksponering. Indledningsvis afdækker vi hvad det er, der overstimulerer barnet eller den unge, hvad er det eksempelvis, der bliver for meget ude i kantinen? Er det lydene, lugten fra maden, eller noget helt andet?” forklarer Christina, og fortsætter: ”Det er jo vores mål, for alle vores elever, at de skal blive så selvstændige i deres spisning som muligt, og at det sansereducerende spiserum kun skal anvendes for en periode, når eleven har brug for det. På sigt er målet at de lærer at kunne spise i et rum, hvor der også er andre mennesker,” fortæller hun videre.
Det sansereducerende spiserum anvendes altså også i elevernes eksponeringstræning, som et trygt rum hvor man kan arbejde med nogle af de ting, som man har svært ved i forbindelse med måltidet. Det kan eksempelvis være at en elev har den holdning, at han eller hun kun kan spise mad der er grønt, eller som er vegansk. Det kan man som behandler lettere arbejde med, hvis eleven ikke samtidig er udfordret på sine sanser, fx i forhold til at føle at man også skal være social, og forholde sig til alle de ting, der foregår omkring én. Her er det en fordel, hvis eleven kan sidde alene sammen med en voksen, og arbejde med sin spisning, uden udefra kommende forstyrrelser.
”Afhængig af elevens individuelle udfordringer i forbindelse med måltidet, så kan det være at vi træner fx det med at samtale, mens man spiser. Vi aftaler altid med eleven hvad det er for nogle ting, vi skal træne eller som eleven skal præsenteres for. Det kan eksempelvis være forskellige konsistenser på maden, smage eller lugte. Det er mere trygt for eleven at øve disse ting i et afskærmet og trygt miljø, hvor man ikke også skal forholde sig til at der er andre, som måske bemærker hvor dårligt man har det. Vi bryder så at sige behandlingen ned i mundrette bidder, så det er lettere at arbejde sig ind i. På den måde arbejder vi med eleven, ved at eksponere ham eller hende for én ting ad gangen,” afslutter Christina.
