Om Basen
Fordi alle er noget særligt!
Vi tror på dig! På Basen vægter vi troen på det enkelte menneskes ressourcer og styrker. De elever som har deres hverdag på Basen, har nemlig ikke altid oplevet at ressourcesynet og den enkeltes plads i fællesskabet har været i fokus. Og vi har alle behov for at være en del af nogle forpligtende fællesskaber, hvor vi kan give noget og få noget igen.
Flere af Basens elever kan nikke genkendende til en skolegang, hvor den enkeltes udfordringer har ført til et mere og mere isoleret liv. Det er der nok ikke nogen let forklaring på. Men når andre ikke regner med dig, og du ikke regner med dem – kan det ofte føles lettere at være alene. Hvis man ikke har cyklet, løbet eller svømmet længe – skal man jo lige i gang igen. Og hvordan er det lige man gør? På samme måde er det med sociale relationer, venskaber, fællesskaber. Hvis du ikke har oplevet dig som en del af dette, hvordan er det så lige man gør?
På Basen tror vi på at dagen bliver bedre hvis du er her, end hvis du ikke er her. Du hører til her, har din plads her, og der er voksne som reagerer med det samme, hvis du er en time forsinket. Vi arbejder hver eneste dag på at du skal føle dig som en væsentlig del af det daglige fællesskab på Basen.
På Basen er du ikke alene, isoleret med dine udfordringer. Her bygger vi broer til hinanden, til livet efter skolen, til vigtige relationer og til et bidragende samfundsliv som voksen. Vores grundtanke er, at alle mennesker i bund og grund ønsker at bidrage til fællesskabet, og føle sig værdifulde i samværet med andre og opleve en følelse af solidaritet. For nogle kan det ønske være gemt godt af vejen, bag dårlige erfaringer fra det skoleliv man skulle have været en del af.
Vi tror på at udvikling sker, når man bliver mødt med en grundlæggende accept og en forståelse af hvem man er. Hvilke ønsker og drømme man har, og hvordan vi sammen kan realiserer dem. Vi er klar over at ting tager tid og vi har ikke et ønske om at vores elever skal være ekstroverte, super udadvendte og sociale elever. Man skal accepteres for den man er. Men vi vil gerne tage forstørrelsesglasset frem, og sammen med eleven undersøge og lære, hvordan man som elev på Basen, kan blive en bidragende del af vores samfund, til glæde for den enkelte og for os alle.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os.
Direktør Mette Tellerup Larsen
Telefon: 9340 9053
Mail: mte@basen.dk