Sidste år donerede Basens elever gaver til hjemløse i Københavnsområdet, i forbindelse med julemåneden. I år har eleverne besluttet at de vil strikke varme tæpper og halstørklæder, som skal uddeles af eleverne selv, på herberger og i sociale organisationer i løbet af januar måned.
Bag strikkeprojektet ligger masser af pædagogiske tanker. Udover at strikkeaktiviteterne er stressreducerende, fungerer projektet også som dannelse til medborgerskab, og fællesskabet der er opstået omkring det fælles projekt, har forstærket det sociale miljø og fællesskabsfølelsen på skolen.
”Vi oplever at det skaber en særlig form for glæde for vores elever at deltage i et projekt, hvor man har mulighed for at gøre noget godt for andre mennesker. For nogle af vores elever, er selve bevidstheden om, at man har hjulpet et andet menneske en helt ny oplevelse, som også har et behandlingsmæssigt formål.” Fortæller afdelingsleder, Kate Svendsen, om tankerne bag projektet.
Strikkeprojektet løber over 2 måneder, og er blevet muligt ved hjælp af private donationer af både garn og strikkepinde. Basen har modtaget overvældende mængder af garn, fra folk der har læst om strikkeprojektet på Facebook, og af de besøgende ved vores seneste Temaaften i Birkerød.
Projektet er ikke skemalagt, men kan tages op i pauser eller når en elev har behov for at trække sig lidt i løbet af dagen, og slappe af. Såvel elever som lærere deltager, og for de der er interesserede, underviser en af skolens lærere i forskellige strikketeknikker.
Næste år vil eleverne finde på et nyt projekt, som også vil være rettet mod socialt udsatte samfundsgrupper, og der er allerede flere ideer i støbeskeen.