Afdelingsleder til Basen Nord Skole & Dagbehandling
Vil du gøre en forskel for psykisk sårbare børn og unge? På Basen tror vi på værtskab, ejerskab og følgeskab i ledelse fremfor Excel-styring bag en lukket dør. Vores nye afdelingsleder motiveres af at skabe udvikling sammen med medarbejdere, ledelse og elever
Basen Nord i Birkerød har længe haft vokseværk, og vi søger derfor en afdelingsleder til vores mellemtrin. Du har stærke ledelseskompetencer og trives i praksis, og du er en vigtig del af hverdagen blandt medarbejdere, forældre, elever og samarbejdspartnere.
Vi leder efter noget helt særligt – måske er det dig?
Vi leder efter en fagligt stærk og praksisorienteret leder med lærer-, pædagog- psykolog- eller anden relevant socialfaglig uddannelsesbaggrund, som kan begå sig i et lærings- og behandlingsmiljø.
Du skal være nærværende og troværdig, med stærke kommunikative evner, og have let ved at skabe relationer til medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere.
Du tør, kan og vil medarbejderledelse, og trives i asymmetri.
Du skal også helst være en passioneret og engageret ildsjæl, der motiveres af at gå forrest og være det gode eksempel, men som også har en god fornemmelse for, hvornår man skal gå bagerst.
Du skal være den type leder, som ikke har noget imod at ’gå på gulvet’, når der er behov, og som motiveres af at dagligdagen fungerer.
Afdelingslederens primære opgaver
Som afdelingsleder skal du både sikre og være med til at udvikle Basens faglighed – og du er medarbejdernes daglige leder, med alt hvad det indebærer:
Medarbejderledelse
- Fokus på den enkelte medarbejders og teamets udvikling, trivsel og fælles opgaveløsning.
- Sikre et fagligt og udviklende undervisnings- og behandlingsmiljø.
Faglig ledelse
- Sparring med medarbejderne 1:1 såvel som teams.
- Deltage i behandlingsmøder med sagsbehandlere, forældre og samarbejdspartnere.
- Sikre en professionel og kontinuerlig kontakt mellem Basen og samarbejdspartnere (særligt kommuner, PPR-psykologer og socialrådgivere).
- Være det gode eksempel – gå forrest som bærer af Basens kultur, arbejdsmetoder, struktur og ånd.
- Det er vigtigt for os, at du er stabil, løsningsorienteret, fleksibel, struktureret og at du er motiveret for at deltage i faglig opkvalificering i et komplekst miljø med mange faggrupper.
Basen Nord i Birkerød
Målgruppen på Basen Nord er elever i 4. til 10. klasse – dvs. mellemtrin og udskoling – med forskellige psykiske og sociale udfordringer bl.a. angst, autismespektrumforstyrrelser, OCD, depression, skolevægring og andre psykiske lidelser, samt elever der isolerer sig i hjemmet. Basen Nord har hidtil haft én afdelingsleder, men pga. vokseværk ønsker vi at styrke både den faglige ledelse og personaleledelsen med en ekstra afdelingsleder. Du får ledelsesansvaret for mellemtrinnets ca. 8-10 ansatte, bestående af behandlere/undervisere, en souschef, en familiebehandler, en psykolog og en kok.
Om Basen
Basen har eksisteret siden 1996 og er et selvejende dagbehandlingstilbud til børn og unge med særlige behov. Vi udgør et alternativ til almene folkeskole- og specialskoletilbud, og vores tilbud indeholder både undervisning, special- og socialpædagogisk støtte samt behandling for sårbare og udsatte børn og unge. Basen består af skole- og dagbehandlingsafdelinger i København, Birkerød og Odense, samt et Kompetencecenter, der løser VISO-opgaver for Socialstyrelsen. Vi er ca. 105 medarbejdere fordelt på vores 5 afdelinger, tværfagligt sammensat af lærere og pædagoger, psykologer, familiebehandlere, akademikere, kokke og en pedel.
Vi tilbyder
Det daglige samarbejde er funderet på gensidig tillid i en uformel stemning. Det skal være sjovt, lærerigt og meningsfuldt at arbejde på Basen, hvor vi brænder for det vi laver. Den faglige kvalitet og trivsel vægtes højt hos os, og vi tilbyder løbende fælles efteruddannelse for hele medarbejdergruppen og ledelsesteamet. Som vores nye afdelingsleder får du bl.a. sundhedsforsikring, løbende efter- og videreuddannelse, pensions- og frokostordning, fleksibilitet og mulighed for at udvikle dig i organisationen.
Vi prioriterer desuden socialt samvær højt, blandt andet gennem Basens Sociale Klub, fælles uddannelseseftermiddage og et årligt internat.
Du kan læse mere om Basen, på vores hjemmesider: www.basennord.dk, www.basen.dk og www.basenkompetencecenter.dk
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig chef, Nadia Kræmer Lützhøft på telefon 71 74 09 79.
Ansøgningsfrist
Tirsdag den 31. maj 2022.
Vi afholder samtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.
Stillingen ønskes besat 1. august 2022.
Søg stillingen via dette link.
Arbejdssted
Basen Nord
Søndervangen 51
3460 Birkerød
Ansøgningsfrist: 31. maj 2022.
Tiltrædelse: 1. august 2022.
Har du spørgsmål? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig chef, Nadia Kræmer Lützhøft på telefon 71 74 09 79.