Kursus om spiseforstyrrelser2019-03-12T12:47:36+00:00

Børn og unge med spiseforstyrrelser og autisme

Fagpersoner der arbejder med børn og unge med autisme med spiseforstyrrelse som ledsagende diagnose, kan savne viden og værktøjer som kan anvendes i den daglige praksis.

Unge med en autismediagnose har større sandsynlighed for at udvikle en længerevarende spiseforstyrrelse. Det er en problematisk cocktail, da begge diagnoser fordrer et rigidt fokus på bestemte ting, heriblandt krop og mad, hvilket kan gøre behandlingen kompliceret.

Derfor udbyder vi dette kursus, hvor kursisterne vil få indsigt i de forskellige former for spiseforstyrrelser der ofte ses som ledsagende diagnose til autisme, samt de mest brugbare metoder og værktøjer til som fagperson at møde og samarbejde med barnet eller den unge, der har autisme ledsaget af en spiseforstyrrelse.   

Kurset vil klæde dig på til at forstå og håndtere børn og unge med forskellige typer af spiseforstyrrelser, i kombinationen med autisme og andre psykiatriske diagnoser. Du vil få konkrete handlemuligheder og værktøjer til dit arbejde med målgruppen, og du vil få mulighed for at reflektere over egen praksis sammen med andre praktikere.   

Udbyttet af kurset vil bl.a. være

Viden 
Spiseforstyrrelser handler om mere end mad, spisning og vægt. Du vil på dette kursus bl.a. få viden om:

  • Forskellige typer af spiseforstyrrelser som ledsagediagnose til autisme.
  • Adfærdsmønstre ved spiseforstyrrelser og forstyrret spisning som ledsagende diagnose til autisme, samt vigtige opmærksomhedspunkter.
  • Særlige faktorer ved spiseforstyrrelser som ledsagediagnose til autisme.
  • Bagvedliggende mekanismer og årsager.
  • Hvilke behandlingsmetoder indenfor den kognitive og neuropsykologiske tænkning, der har vist sig effektive i behandling af spiseforstyrrelser som ledsagediagnose til autisme.

Værktøjer
Du vil få konkrete værktøjer og metoder til at samarbejde og støtte børn og unge der har autisme ledsaget af en spiseforstyrrelse, bl.a. baseret på Basens mangeårige erfaringer med målgruppen. Du vil ligeledes få indsigt i metoder og handlemuligheder som kan anvendes i det daglige arbejde med unge med autisme og spiseforstyrrelser.

Refleksion
Via dialog og små øvelser undervejs, vil du få tid til at reflektere over din egen praksis. Intentionen hermed er, at vi igennem refleksionsøvelser får arbejdet med, hvordan de præsenterede værktøjer og metoder kan implementeres i din hverdag.

Målgruppe
Praktikere, der arbejder med børn og unge med særlige udfordringer. Eksempelvis socialrådgivere, lærere, pædagoger, psykologer. Andre faggrupper med interesse i emnet er også velkomne.

Forplejning
Der vil blive serveret kaffe og te, samt en let forplejning.

Kursussted: Basen Middelfartgade 9, 2100 København Ø

Dato: fredag d. 8. marts 2019 kl. 9.00 – 12.00

Pris: 970 kr.

Max. 25 deltagere

Yderligere oplysninger om kurset, fås hos Luise Juel (2223 8771) eller Christina Holte (6013 9661)

Undervisere

Christina Holte Nielsen
Christina Holte Nielsen- Behandler og underviser
Med en kandidat i pædagogisk psykologi er Christina klædt godt på til både undervisnings- og behandlingsopgaverne på Basen, og til at give sin omfattende viden videre til andre fagpersoner. Christinas store viden om spiseforstyrrelser og selvskade, har hun bl.a. tilegnet sig via sit tidligere arbejde ved Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade hvor hun ledte og udviklede projekter, samt via sit arbejde indenfor det specialpædagogiske område. Hun tilbyder både et omfattende teoretisk fundament og helt konkrete praksisredskaber. Christina er en levende underviser, der formår at gøre kompliceret materiale nærværende og praktisk anvendeligt for lytteren.
Luise Juel
Luise Juel- Behandler og underviser
Luise har siden ’95 arbejdet med specialundervisning. Med 24 års erfaring indenfor det specialpædagogiske felt, har Luise en uvurderlig indsigt i, hvad det er der virker for elever med udviklingsforstyrrelser og andre psykiske udfordringer. Luise har stor viden om arbejdet med børn og unge med diagnoser, særlig indenfor autismespektret. Derudover har hun mange års erfaring med at implementere konkrete praksisværktøjer, såvel i egen praksis som i at hjælpe andre hermed. Yderligere har Luise uddannelser i ledelse, vejledning og sparring. Luises tilgang til vidensformidling er, at det skal være praktisk håndgribeligt i en form, så lytteren går derfra med konkrete værktøjer, der er lige til at bruge i egen praksis.